Havvand

Vand indgår som et vigtigt element i processer i alle levende organismer. Men for at kunne fungerer i disse processer skal det være ferskt og kan kun indeholde salt i meget små mængder.

Paradoksalt nok findes det meste af vandet på jorden i havene og er salt. 70 % af jordoverfladen er dækket af havvand og havet er dermed det største vandreservoir vi kender til.

For at kunne udnytte det store potentiale havet og oceanerne har som vandressource, er vi altså nødt til at skille saltet fra vandet, hvis det skal indgå i drikke- eller ferskvandssammenhænge.

I tørre og golde områder som i store dele af Mellemøsten er man stærkt afhængig af havvand som vandressource. Selv i Barcelona, hvor man også har begyndende ørkendannelse, af-salter man vandet for at kunne imødekomme byens behov.
Nye teknologier, der udnytter naturens egne mekanismer, er også ved at vinde indpas på dette område.

KREDSLØB

Vandmolekylerne kan opholde sig i havet i flere tusind år før de igen fordamper.
På grund af tyngdekraften søger al vand ind mod jordens midte. Overfladevandet fra land trækkes nedad og gennemsiver enten i jorden og danner grundvand, eller flyder sammen i søer, små bække og åer, der, som mere vand støder til, ender ud i floder, for sidst at ende i havet.

På sin vej leder vandet andre partikler som jord med sig ud mod havet, hvilket kaldes erosion. Erosion kan ødelægge store dele af landskabet og er tydeligst ved voldsomme skybrud og ekstremt vejr.
Overfladevandet leder også stoffer frigivet ved en process kaldet forvitring, en kemisk nedbrydning af klippe. Herved dannes bl.a. havsalt NaCl, af ionerne natrium og klor.

Siden Jordens og havenes skabelse er salt sevet ud i havet i små mængder. Før havene dannedes var vandet fersk. Idag er der i gennemsnit 3,5 % salt i havene og der tilføjes langsomt mere.

Vandet fører altså en masse med sig ud i havet, hvor det derfra selv fordamper.

Yderligere læsning